Forsyningssikkerhed: EU styrker indsatsen for kritiske råstoffer

EU's omstilling til vedvarende energi er stærkt afhængig af teknisk udstyr såsom batterier, vindmøller og solpaneler, som alle kræver kritiske råstoffer såsom lithium, nikkel, kobolt, kobber og sjældne jordarter. De fleste af disse råstoffer er i øjeblikket koncentreret i enten ét eller få lande uden for EU – for eksempel Kina, Tyrkiet og Chile. For at afhjælpe denne sårbarhed vedtog EU i 2024 sin forordning om kritiske råstoffer. Forordningen har til formål at sikre en langsigtet sikker forsyning af 26 mineraler, der er udpeget som kritiske for energiomstillingen.

"Uden kritiske råstoffer er der ingen energiomstilling, ingen konkurrenceevne og ingen strategisk autonomi. Desværre er vi lige nu i faretruende grad afhængige af, at nogle få lande uden for EU leverer disse råstoffer. Det er derfor afgørende, at EU intensiverer sin indsats og mindsker sin sårbarhed på dette område”, siger Keit Pentus-Rosimannus, som er det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for revisionen. 

Forsyningen kan sikres ved at diversificere importen, øge den indenlandske produktion af råstoffer og genanvende dem. I forordningen om kritiske råstoffer er der imidlertid kun fastsat ikkebindende mål - med frist for opfyldelse senest i 2030 - og disse mål gælder kun for et lille antal råstoffer, der betragtes som "strategiske" på grund af deres store økonomiske betydning og forsyningsrisici. Desuden er det uklart, hvordan de forsyningsniveauer, der skal nås senest i 2030, blev fastsat. Ifølge revisorerne er EU stadig langt fra at nå målene - EU vil nemlig få vanskeligt ved at sikre forsyningen af de strategiske råstoffer, det har brug for, inden årtiets udgang.

Med forordningen om kritiske råstoffer har EU forsøgt at mindske sin afhængighed af et lille antal lande. Revisorerne bemærker imidlertid, at bestræbelserne på at diversificere importen endnu ikke har givet konkrete resultater. For eksempel har EU i de seneste fem år undertegnet 14 strategiske partnerskaber om råstoffer - heraf syv med lande, der har en lav score for regeringsførelse - men med hensyn til cirka halvdelen af de råstoffer, revisorerne undersøgte, faldt importen fra disse partnerlande mellem 2020 og 2024. En række andre EU-tiltag er gået i stå, for eksempel forhandlingerne med USA, som blev sat i bero i 2024, mens atter andre endnu ikke er gennemført. Det gælder for eksempel aftalen mellem EU og Mercosur (bestående af landene Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay, som alle har mange kritiske råstoffer), som endnu ikke er blevet ratificeret af alle EU-lande.

Forordningen om kritiske råstoffer lægger op til, at mindst 25 procent af EU's strategiske råstoffer skal komme fra genanvendte kilder senest i 2030. Men situationen er ikke lovende, idet genanvendelsesprocenten for 7 af de 26 råstoffer, der er nødvendige i forbindelse med energiomstillingen, kun ligger på mellem 1 procent og 5 procent. Desuden genanvendes 10 af råstofferne slet ikke. Herudover gælder de fleste EU-genanvendelsesmål ikke specifikt for individuelle råstoffer. Der er således ikke noget incitament til at genanvende individuelle råstoffer - navnlig ikke de råstoffer, der er vanskelige at udvinde, såsom sjældne jordarter, der anvendes i elektriske drev, eller palladium i elektronik. Målene giver heller ikke noget incitament til at bruge genanvendte råstoffer. Revisorerne fremhæver, at europæiske genanvendelsesvirksomheder lider under høje forarbejdningsomkostninger, små tilgængelige mængder og teknologiske og lovgivningsmæssige hindringer, som svækker deres konkurrenceevne.

Læs også: Landbrugsaffald bliver til bionedbrydelig fødevareemballage

EU sigter mod at fremme den indenlandske udvinding af strategiske råstoffer, så den kan dække 10 procent af EU's forbrug. Men virkeligheden er, at der ikke er efterforskningsaktiviteter nok. Og selv når der opdages nye forekomster, kan det tage op til 20 år, før et EU-mineprojekt bliver operationelt. Det er derfor usandsynligt, at sådanne projekter leverer konkrete bidrag inden fristen i 2030. Med hensyn til forarbejdningskapacitet sigter EU mod at kunne dække 40 procent af sit forbrug senest i 2030 - men industrien er ved at lukke ned, til dels på grund af høje energiomkostninger, som i alvorlig grad kan hæmme konkurrenceevnen. Revisorerne advarer om, at EU kan blive fanget i en ond cirkel, hvor manglende forsyning er en hindring for at udvikle forarbejdningsprojekter, hvilket igen mindsker incitamentet til at sikre forsyningen.

Baggrundsoplysninger
Kritiske råstoffer er økonomisk vigtige råstoffer, for hvilke der er en høj forsyningsrisiko. På den seneste liste - som er indlejret i forordningen om kritiske råstoffer - er der opført 34 kritiske råstoffer. 26 af dem bruges i centrale vedvarende energiteknologier, og 17 af dem anses for at være strategiske. I lyset af EU's tilsagn om at reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 procent senest i 2030 og opnå nettonulemission senest i 2050 spiller kritiske råstoffer en afgørende rolle i at dekarbonisere energisystemet på vellykket vis.

Kilde: Den Europæiske Revisionsret

/ PiB