Tyskland blokerer kinesisk opkøb af Hamburg-virksomhed
Den tyske regering har af hensyn til den nationale sikkerhed blokeret den kinesiske rederigigant Cosco Shippings planlagte opkøb af 80 procent af logistikvirksomheden Konrad Zippel i Hamborg.
Ifølge det tyske økonomiministerium ville opkøbet øge den strategiske afhængighed af Kina og kunne true sikkerheden i tyske og europæiske forsyningskæder, skriver Reuters. Foto: COSCO
Beslutningen blev truffet onsdag, selv om de tyske konkurrencemyndigheder allerede i februar havde godkendt handlen.
Ifølge det tyske økonomiministerium ville opkøbet øge den strategiske afhængighed af Kina og kunne true sikkerheden i tyske og europæiske forsyningskæder, skriver Reuters.
Konrad Zippel transporterer containere fra havnene i Hamborg og Bremerhaven videre med tog, lastbil og flodpramme. Virksomheden spiller desuden en rolle i logistikken for det tyske forsvar.
Det er ikke første gang, at den tyske regering griber ind over for Cosco. I 2022 blev rederiets planlagte ejerandel på 35 pct. i containerterminalen Tollerort i Hamborg begrænset til 24,99 pct. af sikkerhedshensyn.
-emte
